Princip for SFO og skoleklub
FORMÅL
Formålet med Stengård skoles princip for SFO og skoleklub er at sætte rammen for det arbejde som SFO’en og skoleklubben udfører, med henblik på at sikre et fristed for børnene efter skole i et trygt og udviklende miljø, med god pædagogisk kontakt.
MÅL
Vores mål med SFO’en og skoleklubben er at medvirke til, at alle børn på Stengård Skole udvikles til harmoniske og ansvarsbeviste børn/unge, der trives iblandt andre mennesker, i større eller mindre fællesskaber.
Vi vil, i samarbejde med forældre og skolen, søge dette mål via følgende områder:
- tryghed
- social adfærd
- selvstændighed
- aktivitet/kreativitet
Tryghed:
Børnene skal opleve tryghed ved, at der hersker en tillidsskabende og positiv atmosfære i SFO’en / Skoleklubben. Pædagogerne arbejder med en anerkendende tilgang, er lyttende og objektive, og der tages hensyn til det enkelte barns ønske, behov og udvikling.
Social adfærd:
Børnene skal gennem erfaring lære betydningen af samarbejde og hjælpsomhed. De skal lære at løse konflikter i fællesskab med andre børn og voksne.
De skal forstå at konflikter vil opstå, men sættes i stand til at løse disse konflikter konstruktivt.
Børnene skal lære betydningen af at kunne lytte til andres meninger, såvel som at kunne udtrykke egne meninger.
Aktiviteterne og samværet i SFO’en / Skoleklubben skal være med til at opbygge børnenes forståelse for etiske og moralske spilleregler, som er nødvendige for at kunne færdes sammen. Samtidig lægges der vægt på at børnene via relationer med det pædagogiske personale bliver udfordret til at blive selvstændige og udvikle deres selvværd.
Selvstændighed:
Børnene skal have mulighed for medbestemmelse i det daglige. De skal tage del i planlægningen af SFO’ens / Skoleklubbens aktiviteter, indkøb o. lign.
Børnene skal stimuleres til at fungere selvstændigt og i gruppesammenhænge.
Børnene skal gennem erfaring lære at se sammenhæng mellem beslutninger, handliger og resultater.
Det enkelte barn skal stimuleres i dannelse af dets individuelle personlighed, herunder lægges der også vægt på, at børnene udvikler en kritisk sans, som de kan sætte ord på med forståelse for mangfoldigheden - og der lægges vægt på at der er udvikling i børnenes tilgang til verden omkring dem.
Aktivitet/kreativitet:
Børnene skal have en spændende og udbytterig fritid. De skal have mulighed for at deltage i aktiviteter, der udvikler deres kreative evner, styrke deres motoriske færdigheder og udvikler deres fantasi.
Der skal i hverdagen ikke blot være plads til planlagte aktiviteter, men også til at børnene kan udfolde deres spontanitet.
Børnene skal have mulighed for at afprøve nye sider af sig selv, med hjælp og støtte fra pædagogerne.
RAMMER OG PÆDAGOGISKE OVERVEJELSER
Der henvises til Gladsaxe Kommunes hjemmeside vedr.:
Mål og indholdsbeskrivelse for SFO, Gladsaxe.
Trinmål for børnenes alsidige, sociale og personlige udvikling.